Det tyske arbejdsmarked
Det gælder f.eks. lov om ansættelse og afskedigelse (Kündigungsschutzgesetz), som er en ganske restriktiv lov med lange opsigelsesvarsler og komplicerede procedurer, når en virksomhed ønsker at afskedige fastansat personale. For alligevel at sikre en fleksibilitet på arbejdsmarkedet er vikaransættelser, tidsbegrænset ansættelse og brug af underleverandører langt mere udbredt end i Danmark.
I Tyskland er det også muligt at ophøje en overenskomst eller en aftalt mindsteløn for en branche til lov, så den gælder for alle inden for denne branche, uanset om de er medlemmer af en arbejdsgiverforening eller et fagforbund. Det sker ved at overenskomstparterne anmoder arbejdsministeren om at gøre deres overenskomst alment bindende for deres branche. Det kræver dog, at parterne mindst repræsenterer 50 pct. af de ansatte i branchen. Der findes alment bindende overenskomster inden for 15 brancher dækkende godt 4 mio. lønmodtagere. Dette gælder bl.a. for byggeriet og for vikarbranchen. (Arbeitnehmerentsendegesetz - Udstationeringsloven).
Den 1. januar 2015 er mindsteløn indført ved lov. Mindstelønnen er 8,50 euro (ca. 64 kr.) i timen, og vil frem over blive reguleret hvert andet år.
Ligesom i Danmark er der en ret for arbejdsmarkedets parter til at indgå overenskomster (tarifautonomi), uden at staten kan blande sig heri.
Der eksisterer to hovedformer for overenskomster: lønoverenskomster, der typisk er etårige eller toårige, og rammeoverenskomster, der har en længere løbetid. Lønoverenskomsterne regulerer lønsatserne, mens rammeoverenskomsterne fastlægger generelle regler vedr. f.eks. arbejdstid, feriens længde, løn under sygdom m.m.
I overenskomstens løbetid gælder fredspligt. Ved fornyelse af overenskomster kan parterne anvende strejke og lockout. Et typisk forløb vil være udveksling af krav, punktstrejker og endelig forlig evt. ved medvirken af en mæglingsmand.
Der er stor forskel på lønnen afhængigt af, hvilken branche man er beskæftiget i, og hvor man bliver indplaceret i lønskalaen, der ofte har mellem 4 og 6 trin.
Indkomstskatten er væsentlig lavere i Tyskland end i Danmark. Til gengæld skal alle lønmodtagere ud over skatten betale til fire sociale ordninger – pension, sygekasse, pleje og arbejdsløshedsforsikring. Inden beregningen af indkomstskatten bliver der af den enkelte lønmodtagers løn trukket ca. 20 pct. til disse social afgifter – dog kun op til en øvre grænse. Et tilsvarende beløb betaler arbejdsgiveren. Oplysning om socialsikringssystemet
Fagforbund
Organisationsprocenten på lønmodtagerside er ca. 18 pct., hvilket dækker over store forskelle fra branche til branche. For arbejdsgiverne er 50 pct. af virksomhederne organiseret i en arbejdsgiverforening.
Selvom kun en femtedel af lønmodtagerne er medlem af en fagforening, arbejder ca. 50 pct. af lønmodtagerne under kollektive aftaler. Der har dog i de seneste år været stigende problemer med at få de kollektive aftaler respekteret - især i de nye delstater.
De to hovedorganisationer på arbejdsmarkedet er arbejdstagerorganisationen DGB - Deutscher Gewerkschaftsbund (svarende til dansk LO) og arbejdsgiverorganisationen BDA - Bundesvereinigung der Deutschen Arbeitgeberverbände. (Svarende til Dansk Arbejdsgiverforening).
Ingen af hovedorganisationerne forhandler overenskomster, men tager sig af koordination mellem medlemsorganisationerne og af spørgsmål af generel interesse. F.eks. varetages medlemmernes interesse i forhold til det politiske system. Overenskomster forhandles af de to organisationers medlemsforeninger.
DGB har 8 medlemsforbund med ca. 6,1 mio. medlemmer. De to største medlemsforbund er VER.DI og IG METALL med hver godt 2 mio. medlemmer. Uden for DGB står Deutscher Beamtenbund, som er tjenestemændenes organisation.
Arbejdsgiverorganisationen BDA organiserer alle betydende organisationer inden for erhvervslivet - som industri, handel, håndværk, banker m.m. Særligt skal nævnes medlemsorganisationen Gesamtmetall, der forhandler overenskomster inden for metal- og elektroindustrien med fagforbundet I.G. Metall.
Organisationen BDI – Bundesverband der Deutschen Industrie – repræsenterer industriens virksomheder i erhvervs- og skattepolitiske spørgsmål.